”Du skal sætte grænser, ellers tager han magten”. ”Alle børn har brug for grænser, ellers bliver de usikre”. ”Måske er det fordi du skal være lidt strengere”.
Som anerkendende forælder hører man ofte disse ord, når barnet sprudlende af livsglæde kommer til at vælte sin kop med varm kakao ud over mormors fine dug, eller når man udtrykker sin bekymring over barnets efter-reaktioner efter en lang dag i institution.
Grænsesætning er desværre blevet et misforstået og misbrugt begreb. ’Grænser’ bruges jævnligt som en løsning på alle slags problematikker uden at skele til problemets årsag, eller uden at overveje hvorvidt der overhovedet er et problem. For er det et problem at en 4-årig er fysisk aktiv og bruger sin krop meget? Og er det manglende grænser, der er årsagen til at et barn bryder grædende sammen efter en lang skoledag? Er det manglende grænser der gør at et barn slår ud efter de andre børn, eller bliver vred på sin lærer? Kan der ikke være mange andre årsager?
’Grænser’ bruges jævnligt som en løsning på
alle slags problematikker uden at skele til
problemets årsag, eller uden at overveje
hvorvidt der overhovedet er et problem.
Et andet interessant spørgsmål er: ”Kan børn virkelig tage magten over voksne mennesker”? Børn begynder at tænke abstrakt i 11-14 årsalderen. Deres hjerne er på det tidspunkt udviklet nok til at tænke avancerede tanker, som: ”Hvis mor skælder ud, så kan det være fordi hun har haft en dårlig dag på arbejde”. Indtil da tænker børn i simple og direkte sammenhænge: ”Hvis mor er sur, så er det fordi jeg har gjort noget forkert” eller ”Hvis mor er sur, så er hun dum”.
Børn forholder sig til her og nu. De planlægger ikke og kan ikke udvikle så avancerede strategier, som manipulation kræver. Det bliver særligt tydeligt når barnet glæder sig til sin fødselsdag og ved at der stadig er en måned til. Barnet bliver hyperaktivt og pjevset, fordi ventetiden er uoverskuelig, og barnet ikke formår at lave strategier der gør tiden udholdelig.
Hvert enkelt menneskes grænser er forskellige og hver kultur særegen. Grænser er altså ikke et universelt redskab. Der til kommer at modstand avler modstand. Alle kender følelsen af at blive skældt ud eller irettesat og næsten alle reagerer på dette ved at føle vrede eller tristhed. Hvis chefen på arbejdet siger: ”Jeg forventer at I fra nu af kun drikker én kop kaffe om dagen!”, så vil den naturlige modreaktion være at tænke: ”Det har han da ikke ret til at bestemme”. Kollegaerne og du ville hurtigt blive enige om at chefen er urimelig. Hvis han derimod havde sagt: ”Virksomheden har problemer med økonomien. Vi må hjælpes ad for at få det til at virke. Kunne vi skære ned på kaffen i en periode?”, så ville I have lyst til at samarbejde. I ville ikke opleve det som en der bestemmer over jer, men som en der tager ansvar og beder om jeres hjælp til at få det hele til at fungere.
Børn forstår ikke altid konsekvenserne af deres ønsker. Hvis barnet nægter at tage jakke på, så bliver han måske syg. Men måden vi formulerer os på kan være meget forskellig og opfattes forskellig: ”Du tager jakke på NU!” eller ”Jeg vil have at du tager jakke på, for jeg er bange for at du bliver syg hvis du fryser”. Den ene formulering er kommanderende, mens den anden er udtryk for dine tanker og din lyst til at passe på barnet. Og netop her rammer vi essensen i grænsesætning: Grænser er personlige og handler om én selv – Ikke om barnets personlighed eller adfærd. Og det er netop det vi ønsker at vores børn skal lære: At mennesker er forskellige og har forskellige grænser. Sådan lærer barnet at bemærke og respektere andres grænser og ikke mindst; at passe på sig selv!
Grænser er personlige og handler om én selv
– Ikke om barnets personlighed eller adfærd.
Det betyder også at forældre, som har utydelige personlige grænser kan gøre børnene usikre. For: ”hvordan har mor det mon”? ”Hvornår bliver hun sur”? Usikkerheden kommer altså ikke af de manglende grænser, men af at barnet mangler mulighed for at tolke og vurdere situationen. Når de voksne er utydelige kan børn ikke spejle sig i deres signaler og lære hvordan de selv skal sige fra eller til. Det kan give problemer med det sociale og heraf tanken om at forældre skal sætte flere grænser, men grænser er ikke bare grænser. Det handler altså ikke bare om flere regler og strengere forældre, men om at være tydelig omkring sine personlige tanker og ønsker.
Grænser er ikke bare grænser. Det handler
ikke bare om flere regler og strengere
forældre, men om at være tydelig omkring
sine personlige tanker og ønsker.
Jeg ville ønske at begrebet ’grænser’ blev skiftet ud med ’at være tydelig’ i stedet. Mange misforståelser og konflikter ville kunne undgås på den måde.