Som mange ved, så har jeg et anstrengt forhold til udtrykket: ”At sætte grænser”. Det kommer meget hurtigt til at handle om at barnet skal ændre en adfærd: ”Jeg (voksen) sætter grænser for dig (barn)”. Den voksne er således fritaget for ansvar i relationen. At være ’tydelig’ er anderledes. Der er ’grænsesætning’ hæftet på den, som sætter grænsen. Det er altså den voksne som tager ansvar for relationen, og beslutter hvordan grænsesætningen udtrykkes, og dermed også modtages.
1. At mærke egne behov og bede andre om at efterkomme dem
Grænsesætning handler om at mærke egne behov og bede andre om at efterkomme dem. Vi sætter en grænse, når vi føler at noget er ubehageligt eller forkert. Måske bryder jeg mig ikke om at blive slået i hovedet med et plastiksværd. Det kan jeg sige tydeligt til mit barn: ”Jeg kan ikke lide at du slår mig i hovedet. Det gør ondt”. Det kan være at jeg ikke vil have at mit barn jagter hundehvalpen, for jeg ønsker at barnet skal lære at respektere dyr. Det er min værdi, der udtrykkes. Det er vigtigt for mig at dyr respekteres, så jeg kunne sige: ”Jeg synes du skal lade hunden være nu. Den kan ikke lide at du hiver den i halen”.
Så langt så godt. Den anerkendende forældre prøver at udtrykke sig sådan, og ved godt at de selv er ansvarlige for relationen. Men hvor kommer vreden så ind i billedet?
2. Den anden har måske/måske ikke lyst eller mulighed for at
efterkomme dine ønsker
En relation består altid af to eller flere parter. Når jeg har udtrykt mine ønsker til den anden, så er det op til den anden at beslutte om de ønsker skal efterkommes, og det er meget ofte her problemerne opstår.
For hvad hvis barnet ikke synes det er i orden at stoppe jagten på hundehvalpen, eller slagene med sværdet? Her kommer vreden nemt til at fylde meget. Vi føler at barnet mangler respekt, eller at han/hun er ligeglad med vores følelser. At føle at de man elsker er ligeglade med én – Det er en forfærdelig følelse, som kan få de fleste til at reagere temmelig voldsomt.
Jeg vil påstå at alle forældre har stået i denne situation. Men årsagen til barnets manglende respons er, så godt som aldrig, at de er ligeglade med deres forældres følelser. Der kan være mange andre årsager til, at barnet ikke reagerer på dit ønske:
Hun forstår ikke budskabet. Har du mon været tydelig nok? Hvis barnet er dybt engageret i en leg, så kan det være svært at høre noget andet.
Han er vant til at du har mange ønsker. Så mange at det er blevet uoverskueligt at være barn, og at skelne mellem hvad der er vigtigt og uvigtigt for dig. Han har givet op på at lytte, for han kan ikke følge med.
Barnet er overstimuleret, eller mangler nogle basale redskaber til følelsesregulering, og kan derfor ikke ’stoppe sig selv’.
Han mener virkelig ikke at du har ret. Kan også kaldes: Sund skepsis og stillingtagen.
Selvstændighedsalderen. Også de små selvstændighedsperioder som kommer igen og igen gennem hele barndommen. Altså en naturlig del af udviklingen. Den udvikling som kommer til at afgøre om dit barn bliver i stand til at turde være sig selv med egne meninger.
Er der mon nogle af disse årsager, som kræver vrede, for at få barnet til at høre dig? Du skal måske formulere dig anderledes, tale højere eller fysisk fjerne barnet: ”Jeg vil simpelthen ikke have at du slår mig i hovedet!” (Du holder om hans sværd imens, og får øjenkontakt). Eller: ”Nu skal du altså lade hunden være i fred. Den kan ikke lide det!” (Du stiller dig ind mellem hund og barn). Det barn som er vant til at blive hørt vil måske protestere: ”Jamen den vil gerne lege”. Du kan så forklare hvad du ser: ”Hunden har halen mellem benene, fordi den ikke kan lide det”.
Barnet i selvstændighedsalderen vil måske holde fast på slikkepinden i Netto, fordi hun VIL have den! Lad være med at blive vred og trække slikket ud af hånden på barnet. Ræk hånden frem og bed om slikkepinden, for: ”Vi skal ikke have slik i dag. Kun om fredagen”. Vent og lad barnet mærke efter. Løber hun væk med slikket, så følg ikke efter. Når du finder hende uden for Netto lidt efter, så løft hende op og tag hende med ind til kassedamen, for at aflevere slikkepinden. Trøst. Der er ikke grund til at skælde ud. Barnet har lært at slik er noget, som du mener hører til om fredagen. Hun har lært at det er svært at have lyst til en slikkepind, som man ikke må få, men det kan rummes og man kan komme videre og blive trøstet. Hun har lært det vigtigste: At du holder af hende, selvom hun har nogle andre følelser end dig.
Hvad ville hun lære hvis du blev vred? Måske at du ikke forstår hende. At du ikke kan lide hende, når hun tænker noget andet end dig. At slik er noget der kan skabe meget store følelser hos dig, og hos barnet selv. Følelser som barnet ikke får hjælp til at regulere.
Vrede og grænser hører ikke sammen. Er der tidspunkter hvor du, som voksen siger: ”Nu har jeg virkelig fortjent at blive skældt ud”? Eller har du altid et argument for hvorfor du tog fejl, reagererede uhensigtsmæssigt, eller gjorde noget dumt? Selvfølgelig har du det. Ingen gør noget ’dumt’ med vilje. Heller ikke børn!
Grænser handler om at respektere hinanden. Man lærer ikke at respektere andre ved at blive skældt ud.
Voksne der lytter og respekterer børns følelser, får børn der lærer at lytte til, og respektere andre.