Fra bogen: "Anerkendt Barn":
"Aftensmaden er den allerbedste arena til at vise de voksne, hvordan barnet oplever relationen. Det handler, for barnet, ikke nødvendigvis om selve aftensmaden, men måske om hele dagen. Det er bare ved aftensmaden, det bliver nemmest at overbevise de voksne om at noget ikke fungerer, for her bliver de voksne særligt påvirkede.
Og hvorfor gør vi det? Efter en travl dag på arbejde skynder vi os hjem, og skal nå at være lidt sammen med vores børn, inden de skal i seng. Men sådan fungerer det ikke for børn (og i virkeligheden heller ikke for voksne, men det har vi glemt).
Børn måler tilknytning ud fra den tid, der er brugt sammen med omsorgspersonen. Børn kan ikke skynde sig med at få omsorg eller nærvær. De kan ikke fungere i en kunstigt opstillet situation, hvor der er samhørighedsfølelse på skemaet klokken 18.00...
...Børn ved heldigvis instinktivt hvordan de får det godt igen. De pylrer og pjevser og bliver ’små’, så de kan tankes op med omsorg og nærvær, og på den måde vende tilbage til en god følelse i kroppen.
Vi forældre ofte irritable eller bekymrede, når vores store barn bliver lille igen. Barnet afvises, rettes på, og lærer med tiden at holde følelserne for sig selv. Det betyder desværre også at barnet ikke kommer af med ubehaget i kroppen, og det betyder at tilliden og tilknytningen får et knæk.
Spisesituationen, og måske også sengetiden bliver tiltagende mere konfliktfyldt, for det er de eneste tidspunkter hvor barnet kan få kontakt til de voksne. Resten af dagen er de ikke tilgængelige.
I samme øjeblik vi forstår denne sammenhæng sker der ofte noget. Relationen ændrer sig, fordi vi voksne ændrer os. Vi bliver mere rummelige, omsorgsfulde og forstående. Måske ændrer vi midlertidigt ved reglerne, så relationen, og ikke rammerne, bliver vigtigst."