Fra bogen: "Anerkendt Barn"
”Han græder jo ikke rigtigt”. ”Det er vist krokodilletårer”. ”Sådan noget pjat”. ”Det er jo ikke noget at tude over”. Det skorter ikke på sætninger som underkender børns følelsesudtryk. Men lad os se på et par eksempler:
Eksempel 1 Mia skal afleveres i vuggestue. Hun er vant til at være der, men hver eneste morgen smågræder hun lidt når far siger farvel. Far synes det er ubehageligt at gå fra hende, men pædagogerne understreger at det bare er krokodilletårer for at holde på far, for Mia plejer at være god igen to minutter efter at han er gået.
Eksempel 2 Max skal også afleveres i vuggestue. Han græder voldsomt og klamrer sig til far. Pædagogerne må trække ham af og holde ham fast mens far går. Far synes det er meget ubehageligt, men pædagogerne siger at Max plejer at blive hurtigt god igen.
Hvad enten barnet græder voldsomt eller lidt, så tages det ikke alvorligt i ovenstående historier. Børnene hører pædagogernes ord til fædrene: ”Om lidt er de gode igen” og ”Det er bare krokodilletårer”. Hvordan opfatter børnene det mon? Måske tænker de at man er god, når man ikke græder. Det vil sige at når de giver udtryk for at de ikke vil sige farvel til far, så er de dumme børn? Det er ’bare’ tårer. Ikke noget der kan tages alvorligt. Eller hvordan? Og krokodilletårer – Barnet er falskt, eller?
Findes der følelser, som ikke bør tages alvorligt? Hvad skal børn egentlig gøre, for at vise at de har det svært?
Skal børn græde voldsomt før de kan tages alvorligt? Er det ikke nok at de nøjes med at pjevse lidt, når de savner far? Er det så ikke savn nok? De fleste ønsker sig formentlig at børnene skal lære at sætte ord på deres følelser, at rumme dem og bruge dem konstruktivt. Første store skridt til mere følelsesregulering viser sig, når barnet begynder at pjevse, brokke sig eller græde krokodilletårer, i stedet for at græde voldsomt. Næste skridt ville have været at sætte ord på.
Desværre opfattes det ofte som noget ’pjat’ at vise mindre følelser, og derfor er mange børn nødt til at skrue op for følelsesreaktionerne igen, for at få positiv og støttende kontakt fra de voksne. Ofte bliver voksenkontakten ikke særlig positiv på den måde, men snarere endnu mindre støttende, men det barn som har kræfter til at kæmpe, for at blive forstået og støttet i sin udvikling, vil kæmpe hårdnakket videre. Det fører desværre ind i en ond cirkel, som bliver svær at bryde.
NOGLE BØRN MÅ SKRUE OP FOR REAKTIONERNE, FOR AT FÅ EN POSITIV OG STØTTENDE VOKSENKONTAKT, FOR DE VOKSNE OPFATTER MINDRE FØLELSESUDTRYK, SÅ SOM PJEVSERI OG BROK, SOM NOGET ’PJAT’
Andre børn giver hurtigt op, eller trækker sig ind i en egen verden. De går glip af vigtig læring om sig selv og deres følelser, for de får eneansvaret for at lære at rumme og reagere hensigtsmæssigt.
Børns følelser skal altid tages alvorligt. Uanset hvordan de kommer til udtryk!