Jeg oplever at flere og flere forældre henvender sig til mig fordi deres barn lider af angst. Muligvis fordi antallet af børn med angst er i stigning.
Angst er præget af mange misforståelser og en del tabu og derfor sker det ofte at det angste barn presses ud i situationer som skaber endnu mere angst. Der til kommer at voksne med angst kan få en sygemelding, mens angste børn ikke har den samme mulighed fordi der er skolepligt og forældre som skal på arbejde.
Hvad sker der når man er angst?
Menneskets hjerne er kort sagt delt i tre. Hjernestammen, Den følende mellemhjerne og den tænkende storhjerne. Mellemhjernen reagerer prompte på indtryk ude eller indefra. Den del af hjernen kan ikke tænke eller overveje situationen. Angst er en helt naturlig reaktion fra mellemhjernens amygdala, som engang i urtiden beskyttede mennesket mod mange farer. Dengang var det vigtigt at vi kunne reagere på en fornemmelse af at tigeren lå på lur inde bag buskene.
Amygdala er rigtig god til at holde styr på disse fornemmelser og sætter straks alarmerne i gang, når noget virker usikkert. Amygdala sender signaler af sted til det autonome nervesystem. Altså den del af nervesystemet, som vi ikke selv er herre over – herunder udskillelse af hormoner og signalstoffer såsom adrenalin. Problemet er bare at amygdala jo ikke vurderer en situation inden den reagerer. Derfor skelner den ikke mellem virkelige og uvirkelige farer.
Tilmed er amygdala god til at vokse sig større og større, så flere og flere områder bliver aktiveret med angstreaktioner og den angste aner ikke hvorfor, for det er ikke tankerne der styrer.
Angst er altså en fysisk reaktion i kroppen, som får adrenalinen til at stige voldsomt. Angst begynder ofte uden en logisk årsag, idet den følende mellemhjerne ikke har kontakt til tankerne, men blandt andet aktiveres af situationer, der minder om det som i sin tid satte angsten i gang første gang.
Symptomer
Symptomerne på angst kan være mange og børn ved jo ofte ikke selv at det er angst de har. Derfor kan børnene blive meget bange for sig selv. Nogle reagerer med voldsomme følelsesudbrud og kan slet ikke rumme at nogen taler til dem eller beder dem om noget. Andre græder så snart der stilles det mindste krav eller hvis lillesøster kommer til at kigge på dem.
Angst findes i mange former og grader. Alt fra eksamensangst og sommerfugle i maven, som de fleste af os kender, og til alvorlig angst, hvor barnet ikke kan få hverdagen til at fungere. Alvorlig angst føles enormt ubehageligt. Det kan være så ubehageligt at barnet skader sig selv i afmagt eller måske snakker om selvmord.
Symptomerne på angst kan være:
Hjertebanken, kvælningsfornemmelse eller kvalme (klump i maven eller halsen)
Følelse af at skulle kaste op eller besvime
Sved og mundtørhed
Hyperventilation, hvor barnet gisper efter vejret
Uro i hele kroppen – konstant bevægelse i hektisk tempo
Vrede og irritation over ulogiske ting
Svært ved at falde i søvn på grund af tanker og/eller ubehag i kroppen
Dårlig mave
Tisser i bukserne
Separationsangst eller pludselig opstået angst for ting, som før var helt ok
Koncentrationsbesvær
Farer sammen ved små lyde/bevægelser
Vågner midt om natten eller alt for tidligt
Angsten for angsten
Oven i den fysiske del af angsten kommer så selve tankerne. For med den ubehagelige og ofte meget skræmmende angst, så følger spørgsmål som: ”Skal jeg dø nu?”, ”Er jeg alvorligt syg?” og ”Bliver jeg nogensinde rask”.
Og så kommer selvfølgelig angsten for selve angsten: ”Hvornår kommer den igen”.
Amygdala registrerer desværre alle disse små tankestrømme og tror straks at der er fare på færde og så har vi angsten intensiveret.
Forældre til angste børn spørger af ren bekymring ofte ind til barnets angst. Desværre er alle disse spørgsmål og al denne bekymring ofte med til at gøre barnets egen bekymring endnu værre. Barnet tror at det nu virkelig er meget sygt, når forældrene er så bange og spørgende.
Og tilmed kommer præstationsangsten ofte oveni, for hvorfor kan barnet ikke svare på forældrenes spørgsmål om hvad han eller hun er bange for? Barnet leder og leder efter svaret og finder ofte en masse årsager, som pustes op og gøres til endnu et grundlag for amygdalas vækst. Nogle børn med god fantasi begynder at tro på deres egne historier om at det måske var Palle i skolen der gjorde ham eller hende bange, og andre børn lyver for at gøre deres forældre glade, hvilket igen kan give børnene dårlig samvittighed og kan få dem til at føle sig alene.
Hvorfor får barnet angst?
Lad mig understrege at angst ikke skyldes dårligt selvværd, manglende selvkontrol eller skidt forældreskab.
Angst kan dog skyldes mange ting. Der kan ligge et egentligt traume bag i form af vold, sygehusindlæggelser eller oplevelse af tab. Oplevelsen af tab betyder ikke nødvendigvis at nogen er døde, men kan også være oplevelsen af ikke-tilgængelige voksne, tab af gode venner eller tanker om død eller ulykke.
Men oftest møder jeg angste børn, som er blevet angste som følge af stress. Stress er desværre hvor tids største fjende og stressudløst angst hos både voksne og børn bliver mere og mere fremtrædende. Et barn som lever i en presset hverdag med mange larmende børn omkring sig i mange timer hver dag, med konstante tests i skolen og med forældre som selv er stressede og dermed fraværende og irritable er i stor risiko for stress. Tilmed kommer barnets eget ønske om, eller omverdenens forventning om, at børnene skal gå til noget efter skole/børnehave og have legekammerater med hjem. Gennem dagen opbygges et stigende adrenalin-indhold i kroppen og det er begrænset hvor længe en krop kan holde til at være konstant i vigør. Mange børn er mentalt på i 10 timer om dagen, hvis man medregner legeaftaler, lektier og fritidsaktiviteter. Det svarer til en arbejdstid på 50 timer om ugen. Voksne har mulighed for at lave strategier, så de kan slappe af ind imellem med en kaffepause eller ved at lukke øjnene i et øjeblik. Børn kan ikke selv lave disse strategier. Det skal de have hjælp til.
Det stressede barns krop reagerer helt naturligt ved at blive angst, for amygdala vurderer at der er fare på færde, når kroppen oversvømmes i adrenalin.
Men hvad gør man så?
Amygdala kan som sagt ikke tænke, men den kan lære at samarbejde med den tænkende storhjerne. Især hippocampus er her relevant for, hvor amygdala husker de farefulde indtryk og fornemmelser, så husker hippocampus tingene, som de rent faktisk er. Vi skal altså træne hippocampus, så den kan holde styr på virkeligheden.
Hvis angsten for eksempel plejer at komme ved sengetid, så aktiveres amygdala hver eneste gang barnet ligger i sengen, men ved at tænke over det, så kan den tænkende storhjerne konkludere at sengen jo ikke er farlig og denne viden lagres i hippocampus. Næste gang barnet nærmer sig sengen er hippocampus en lille smule stærkere og angsten varer lidt kortere tid og trænes der videre vil angsten forsvinde helt med tiden.
Omvendt hvis amygdala aktiveres og barnets straks fjerner sig fra sengen eller trøstes med en masse bekymring, så styrkes amygdala og for den sags skyld også hippocampus i at der virkelig er noget galt her i sengen. Det er virkelig her angsten kommer.
Men med stressvidenskaben in mente, så må man under ingen omstændigheder presse barnet ud i mere angst. Derfor er den gammelkendte ide med at angste skal udsættes for det de er bange for, kun delvis sand. Den er nemlig kun sand når den angste selv er med i det og bevidst om det der foregår, for ellers styrkes tankevirksomheden og dermed hippocampus ikke.
Eksempler på ideer til mindskning af angst:
Minimer barnets dagligdagsstress. Det er et voksenansvar, for det angste barn har ikke brug for at tage beslutninger eller tænke over mere lige nu.
Lær barnet at holde pauser. Pauser er en tid hvor man ligger på sofaen med hovedet tømt for tanker. Se tv, spil tablet, leg stille og roligt eller lav ingenting. Tænk gerne over hvornår du selv kobler fra og hvordan du gør det. Voksnes måde at slappe af på smitter på børnene og mange af os voksne slapper faktisk kun af når børnene er gået i seng, men hvordan skal børnene så lære det.
Spørg få gange til angstens årsag og lad det så ligge hvis barnet ikke ved hvorfor.
Snak i stedet om følelsen i kroppen. Hvordan føles det indeni? Hvordan har du det indeni når du er nervøs? Dette er begyndelsen til meditation og kropsfornemmelse og dermed en rigtig god vej til ro og selvindsigt.
Kom med forslag til hvad man kan tænke når angsten kommer. Fortæl barnet at det hjælper at tænke samme ord om og om igen. F.eks.: ”Det er bare angst – Det går væk om lidt”.
Særligt fantasifulde børn kan have glæde af at fantasere angsten væk. Foreslå dem at tænke på deres yndlingssted eller yndlingsdrøm hver gang angsten dukker frem.
Hjælp barnet med at holde fast i sin fantasi eller sine ord. Der skal mange, mange gange til før amygdala mindskes, men det hjælper hver gang det lykkes.
Fortæl barnet lidt om hvad der sker i kroppen. At det er amygdala der snyder kroppen fordi den tror der er noget farligt, men at man kan træne sine tanker i at styre amygdala. Ligesom man træner sine muskler.
Fortæl barnet at amygdala ikke kan stoppe lige med det samme, så det tager altid lidt tid før kroppen holder op med at mærke angsten. Man må bare vente, mens man træner tankerne.
Fysisk berøring er ikke noget man skal undervurdere ved angst. Når man rører andre så produceres der beroligende hormoner i kroppen. Holde i hånd, nusse i hår, kram, ae på ryggen osv. Giver ro.
Øv de angstfremkaldende situationer inden de kommer. Snak om dem og om hvad man kan gøre når angsten dukker op. Lad barnet være del af processen, for kun når han eller hun selv er med på ideen påvirkes hippocampus. F.eks.: ”I morgen når du skal i skole, så plejer angsten jo at komme. Kunne man forestille sig at du sagde ’hej’ til angsten, når den kigger frem i morgen og spørger den om den skal med i skole? Hvad mon angsten så vil gøre?”.
Husk at det er en proces og der vil være både fremskridt og skridt den anden vej. Det er helt normalt. Tænk på tilbageskridtene, som muligheder for at træne endnu mere og som om at amygdala lige tester om barnet nu er stærk nok til at klare angsten.
God arbejdslyst
