Kære Anja,

Min mand og jeg, har netop fundet ud af, at vore dejlige lille pige,

formentlig, er en pige som er signalstærk/ eller særlig sensitiv. Vi har i de 16 måneder, hun har levet kæmpet med, at finde ud af hendes behov, vi er endnu ikke i mål, men blev lettede da vi opdagede at hendes mønster/ reaktioner er helt normale for disse børn. Vi er nu i en fase hvor vi forsøger (igen) at tænke anderledes, men bliver ofte både forvirret og usikre, for hold op hvor er det hårdt. Vi kunne nikke genkendende til alle punkter for dette karaktertræk (kendetegn), med undtagelse af sovemønsteret.

Vi er (hvis vi selv skal sige det), 2 forældre med (normalt) meget overskud som ønsker og fokusere på, at hjælpe vores lille pige, til at blive gladere og roligere i hverdagen. Dog oplever vi nu, at være meget nedslidte og usikre, i forhold til at takle forskellige situationer. Vi oplever konstant at, det som virker den ene dag ikke virker den anden osv.

Vores pige betegnes af pædagogerne i vuggestuen, som et nemt barn, som udvikler sig fint, spiser flot og meget, er intelligent i forhold til hendes alder, men som også kan være temperamentsfuld.

Lige så snart vi træder ind ad hoveddøren hjemme, starter balladen. Hun er ulykkelig, græder, piver, siger nej, slår, kaster sig på gulvet, kaster med sit legetøj, vil op til mor for derefter, at ville ned igen. Disse reaktioner overlapper ofte hinanden. Dette mønster viser sig hverdag (weekenderne er som regel ikke så slemme), i højere eller mindre grad og nogle dage kan det stå på, lige ind til hun skal sove.

Det eneste der fungere nogenlunde er hendes sovemønster. Hun græder lidt når hun skal i seng, men kan selv falde i søvn og vågner om natten, max mellem 2-3 gange og kan også sove hele nætter uden at vågne. Hendes eftermiddagslur, fungere også fint og hun har ingen problemer med, at falde i søvn i barnevognen.

Vi føler som forældre at, vi har forsøgt alt og lægger nye planer om aftenen, hvis vi oplever at noget ikke fungerer. Vi er i det hele taget meget opmærksomme og taler hver aften om hvordan dagen er gået og hvad vi eventuelt kunne gøre bedre/ anderledes. Vi har siden hun var 4 måneder haft faste rutiner, som vi stadig overholder. Derudover forsøger vi at give hende ALT vores opmærksomhed i hendes vågne timer, vi læser, synger, danser, kysser og krammer, taler, bærer hende når hun ønsker det og forsøger at inddrage hende i hverdagens gøremål. Nogle dage er rigtig gode, men ofte er vi helt på bar bund og føler os usikre og at vi intet kan stille op, for at gøre hende tilfreds. Og ja, vi skælder også ud, hvis vi oplever at hun er helt urimelig eller at det bare bliver for meget, vi er jo også bare mennesker.

Vi har i den grad brug for nogle råd til, hvordan vi kan håndtere situationerne, for der er intet andet vi ønsker end, at vores datter er glad og lykkelig. Hvad kan du anbefale, at vi gør? 

Jeg vil desuden lige nævne at, vores datter er ørebarn med dræn i begge øre og at hun ofte lider af mellemørebetændelser, dog har vi haft 2 måneder uden, hvilket nok skyldes årstiden og styrkelsen af hendes immunforsvar.

På forhånd tak fordi du ville læse denne mail og tak for hjælpen.

SVAR:

Kære jer

Først vil jeg sige at I lyder som om I er nogle rigtige dejlige forældre, som formår at samarbejde - Det lyder som om I taler om tingene og faktisk er rigtig gode til det. Det er en stor gave i har i hinanden på denne måde, så husk at give jer selv og hinanden et stort skulderklap.

Det er SÅ hårdt med et ekstra krævende barn. Selv de mest overskudsagtige forældre kan få for meget, når de har et signalstærkt barn. Det er ikke kun barnet der kræver en del, men også det at skulle forholde sig til en helt ny måde at tænke på og måske at skulle finde sin egen vej, fordi de ting der står i bøgerne slet ikke virker for jer. Som du selv skriver, så er et af kendetegnene for de signalstærke at de er uregelmæssige… dvs. at det der virkede i går, ikke virker i dag. Det har noget at gøre med børnenes skift i følelser og også med deres sensitivitet. De bliver nemt overstimulerede og kan derfor være uforudsigelige. Som forælder til en signalstærk må man forsøge at følge med på bedste vis. Heldigvis fortæller børnene os ret tydeligt hvad de har brug for.

15-16 måneders alderen indeholder et meget stort udviklingsspring. Det er en alder hvor barnet begynder at blive meget mere bevidst om egne kontra andres følelser, men samtidig har hun stadig meget svært ved at forstå det. Derfor begynder hun så småt at undersøge hvad der egentlig sker når hun har en anden mening end jeres (er det tilladt? Kan mor og far forholde sig til det? Kan jeg godt have en anden mening og stadig være elsket af mine forældre?) Alle børn gennemgår denne fase og alle forældre bliver usikre på sig selv (har i hvert fald endnu til gode at møde en som ikke gør). Denne selvstændighedsalder bliver tydeligere og tydeligere gennem de næste par år;  og for sensitive/signalstærke børn er den ekstra voldsom fordi disse børns følelser er så store, og så svære at rumme for børnene selv. Derfor er det selvfølgelig ekstra hårdt at være forælder til et signalstærkt barn i selvstændighedsalderen.

Forældres fornemste opgave i denne sammenhæng, er at være tydelig uden at være afvisende eller fordømmende. En tydelig forælder tager udgangspunkt i sig selv: ”Jeg vil ikke have at du smider maden på gulvet”.  En tydelig forælder hjælper barnet med at finde bedre måder at vise sin utilfredshed på: ”Du kan trampe med fødderne hvis du er sur” (og viser det samtidigmed egen krop).

En tydelig forælder har nogle klare værdier (regler),som de tror på, men ikke så mange at barnet ikke kan leve op til det. Et barn på 16 måneder skal ikke have ret mange nej’er i løbet af en dag. De vigtigste nej’ er i denne alder er dem hvor barnet kan komme til skade; ”NEJ – ovnen er varm”. Husk at sige sandheden. Hvis ikke ovnen er varm, så lad være med at sige ’nej’ på det tidspunkt. Lær i stedet barnet at kende forskel. De kvikke børn, som de signalstærke jo meget ofte er, vil meget hurtigt finde ud af at mor/far ikke er til at regne med, hvis I ’lyver’.

Det er meget typisk sensitive og signalstærke børn at reagerer når de kommer hjem fra institution. De har holdt på sig selv hele dagen og været en smule anspændte og fået rigtig mange indtryk. Det behøver ikke være negative indtryk- også positive oplevelser kan blive for meget i de småhoveder. Når børnene kommer hjem slapper de af og kan pludselig mærke hvor trætte de er. Nogle større børn fortæller om kvalme, svimmelhed eller hovedpine. En lille pige på 16 måneder forstår slet ikke hvorfor hun pludselig får det skidt, og så er det hun begynder at pylre og pjevse. Præcis som det syge barn, har hun brug for nærhed og omsorg. Så vær opmærksom på at give hende denne nærhed. Mange af vi voksne synes vi skal nå en masse når vi kommer hjem. Denne travlhed smitter af på børnene. Øv jer i at sætte jer sammen med jeres datter når I kommer hjem. Se lidt tv eller læs en bog. Hvad som helst der er roligt og afslappet, og allerhelst noget som gør at I kan være i tæt fysisk kontakt, for berøring beroliger meget. Gør det til en vane at sætte jer roligt sammen hver eneste dag når I kommer hjem. Det er nemlig også noget jeres datter skal kunne bruge selv senere hen.

Nogle signalstærke børn kan have svært ved at drosle ned. Det er vigtigt at I som forældre er tydelige og bliver ved med at insistere på at kontakten den første halve time efter hjemkomst handler om noget stille og roligt. Med tiden lærer barnet at holde af denne ’hyggetid’ sammen med mor eller far.

Giv meget gerne lidt massage/strygninger op og ned ad arme og ryg, eller sig og nus jeres datters fingre lidt. Vær opmærksom på at det ikke må kilde, for så bidrager det i stedet til mere overstimulering.

Når jeres lille pige er i tvivl om hvad hun ønsker (vil op og så alligevel vil ned etc.) så er det tegn på overstimulering og måske også noget af selvstændighedsalderen. Det er svært at skulle øve sig på at have egne meninger, for hvad er det egentlig man ønsker. Mange signalstærke bliver meget frustrerede fordi de ikke kan beslutte sig. Hjælp hende i de situationer ved at tage beslutningen for hende eller give hende to valgmuligheder – ”Rød eller blå kop?”. Når I tager beslutningen for hende fordi hun er alt for træt til at tage stilling til noget selv, så vær opmærksom på at det ikke skal være en straf, men bare en guide: ”Så…nu vil jeg ikke bære dig mere, men vi kan sætte os ind og læse en bog sammen” eller ”Nu bestemmer jeg at du får den røde kop og så hælder vi noget lækkert koldt vand i”.

Man må gerne blive vred i denne alder.  Fortvivlelsesanfald er næsten uundgåelige. Børn i denne alder ved ikke hvornår noget er vigtigt eller uvigtigt – de mærker bare fortvivlelsen. Når det hele ramler inden i det lille hoved, så har hun brug for at I voksne viser at I har styr på det hele. Forsøg derfor at udstråle at alt er ok. Sæt jer evt. ved siden af det vrede barn og stryg hende lidt over ryggen (hvis hun vil have det). Lad være med at bagatellisere eller skælde ud – Bare vær der for hende, mens hun stille og roligt finder sig selv igen. Nogle gange kan det være svært for os voksne at lade være med at blive for involverede i barnets følelser, men husk at det er din datter der er vred – ikke dig!. Giv dig selv (og din datter() et mantra i stedet: ”Shcyyy….om lidt bliver det bedre igen”. Gentag det om nødvendigt om og om igen. Med tiden sætter ordene sig i dit barns hoved og hun begynder at bruge det til at styre sine egne følelser med.  Husk på, at for børn med så store følelser, er det nødvendigt at de får ’trænet’ mestringen af følelserne. De har virkelig brug for at træne meget og mange gange. Så hver lille nedsmeltning er en øvelse.

Det skal dog siges at hvis der er rigtig mange fortvivlelsesanfald i løbet af en dag, så kan det være at barnet har for meget at slås med. Det kan være at vuggestuen ikke giver nok mulighed for pauser, eller at dagen er for lang for hende. Så forsøg at holde lidt øje med hendes dag uden for hjemmet også og prøv om ikke personalet har lyst til at prøve en ny rutine af, hvor jeres datter får en halv times ro om eftermiddagen eller formiddagen (helst begge). Med ro menes der at hun er et sted uden en masse indtryk. Dvs. Uden larmende børn, der kan falder over hende eller tage hendes legetøj – og uden en masse legetøj og børn der farer omkring i baggrunden. Nogle børn i denne alder elsker at få lov til at sidde i sin barnevogn/sovevogn med en sut og et par få stykker selvvalgt legetøj. Målet er at hun med tiden selv skal kunne bede om sådan en pause. Andre har brug for lidt tid med en pædagog, der tager hende på skødet og kigger på billeder eller i bøger (men i et stille rum).

Alle forældre får for meget af og til – Ingen er perfekte. Og det er absolut heller ikke målet. Børn kan ikke spejle sig i perfekte forældre for dem kan de ikke leve op til; og slet ikke hvis det er et temperamentsfuldt barn. Men også forældre kan have gavn af at øve sig i at håndtere egne følelser – præcis som børnene. Det kan nogle gange være lettere at rumme sorg og vrede hos de små, når man ved hvor svært det er for én selv at mestre det selvsamme J Øvelse gør mester for både voksne og børn.

Jeg synes I lyder som nogle fantastiske forældre som vil jeres barn det allerbedste, og det er forudsætningen for at det hele kan lykkes. Glæd jer over at I lærer så meget nyt om jer selv, og verden, af jeres lille datter – Hun lyder som en sprudlende, stærk lille én, som nok skal vise vej.

Hilsener fra

Anja Sigvard Nielsen