Der tales så meget om tilknytning og med rette, for det er gennem tilknytningen til en voksen at fundamentet for selvforståelse, empati og egenomsorg dannes. Uden dette fundament er der meget stor risiko for at udvikle problemer senere i livet. Det kan vise sig som følelsesafstumpethed og manglende kreativitet og fleksibilitet. Det kan være i form af cutting, spiseproblemer, angst eller depression.
Det lille barn er fra fødslen af parat til at knytte bånd til den person, som bruger mest tid sammen med barnet. Barnet kan ikke rumme ret meget endnu og naturen er så viseligt indrettet at den sikrer barnets udvikling ved at lade barnet indgå en slags symbiose med denne person. Moderen, som oftest er den primære omsorgsperson, føler sig forelsket i den lille og omvendt. De ønsker at være tæt på hinanden HELE tiden. Når den ene er ulykkelig, så er den anden også. Når den ene er glad, så er den anden også. De påvirker hinanden på godt og ondt og sådan skal det være, for det er barnets mulighed for at lære verden at kende i små doser, mens det langsomt danner en forståelse af sig selv og andre.
At bede barnet om at forholde sig til flere omsorgspersoner ville svare til at bede en nyforelsket teenager om at være kæreste med flere og føle det samme for dem alle. Det er ikke muligt, for sådan er mennesket ikke indrettet. En forelskelse fylder ALT i en periode af livet.
Omkring 6-8 måneders alderen begynder barnet at udforske verden sammen med den primære omsorgsperson. Barnet holder hele tiden øje med hvordan mor reagerer på de ting, som de møder på deres vej. Sådan lærer den lille hvad der er rigtig og forkert, og hvad der er farligt og ufarligt.
Når barnet nærmer sig 1½ år begynder selvstændighedsalderen. Mor og barn begynder at træde ud af symbiosen og bliver ’sig selv’. At blive ’sig selv’ kræver et stærkt fundament at stå på, hvor man har lært sig selv at kende og tør være det man ser. Hvis symbiosen har været stærk og sund og uden forstyrrelser, så vil barn og moder føle sig parate til at give mere slip på hinanden. Barnet vil opleve verden, som spændende og livsglæden vil stråle ud af den lille. Det vil være et barn, som siger fra og til og tydeligt viser sine følelser.
Disse første fundamentale oplevelser med tilknytningspersonen sidder fast for livet. De er basis for forståelsen af verden.
Er verden et sted med usikkerhed, angst, følelsen af at blive forladt af dem man elsker, og oplevelsen af at være i vejen for andres liv og ikke at være interessant for andre medmindre man præsterer noget særligt? Eller er den tryghed, omsorg, nærhed og sikkerhed for at de nærmeste lytter og forstår og gerne vil være sammen med én, bare fordi man er den man er?